-
Aktiechef om Carlsbergs enorme dyk: »Investorene ryster i bukserne«
来源: BDK Finans / 21 6月 2024 05:24:39 America/New_York
Carlsbergs aktie styrtdykker fredag efter, at den danske gigant har fået afvist et købstilbud på det britiske bryggeri Britvic på 27, 4 milliarder. Det bekræfter Carlsberg fredag i en børsmeddelelse ifølge Ritzau. Aktien er i skrivende stund faldet med knap otte procent, og markedsværdien, det vil sige hvad virksomheden er værd, er faldet med 9 milliarder. Nu er virksomheden 124 milliarder kroner hver. Før dagens fald har Carlsbergs aktie ellers steget med 15 procent i år. Nu er det tal kun på seks procent. Britvic producerer blandt andet Pepsi Max, 7UP og Mountain Dew. Usikkerhed fra aktionærer Ifølge investeringsøkonom i Nordnet Per Hansen skyldes kursfaldet, at Carlsbergs investorer er usikre på, om virksomheden vil bruge penge på aktietilbagekøb, når de har budt så mange penge, og om de med afvisningen fra det britiske selskab kunne finde på byde højere for at overtage Britvic. »Britvic vil være en større overtagelse, og samtidig giver det kursstof til eftertanke med en så stor overtagelse, som kan komme til at betyde noget for deres udlodnings- og aktietilbagekøbskapacitet,« skriver Per Hansen i en kommentar og fortsætter: »Det er formentlig størrelsen, usikkerhed med hensyn til accept af tilbuddet og hvor langt Carlsberg eventuelt vil gå op samt aktietilbagekøb, som presser aktiekursen«. Samme budskab kommer fra Lars Hytting, som er aktiechef i Artha Kapital Forvalter. »Investorene ryster i bukserne for buddet skal muligvis højere op, hvis der skal eksekveres på den her handel. Man er bekymret for, om det her virkelig er den bedste måde at forvalte investorernes penge,« siger Lars Hytting. Aktiechefen tilføjer, at han er glad for, at han ikke har særlig mange aktier i Carlsberg. Et aktietilbagekøb vil sige, at et selskab bruger penge på at købe sine egne aktier tilbage. Det er en måde at sende selskabets indtjening videre til aktionærerne. Købte aktier, der tages ud af handel, reducerer antallet af udestående aktier. Derfor vil det alt andet lige trække selskabets aktiekurs op, fordi selskabets værdi fordeles på færre aktier. Siden juni 2023 er kursen i Carlsberg faldet med 15 procent. Britvic er tværtimod steget voldsomt på Børsen i London. Selskabets aktier er nemlig steget med mere end 12 procent. Sidste år omsatte det britiske bryggeri for 15 milliarder kroner. https://www.berlingske.dk/aktier/aktiechef-om-carlsbergs-enorme-dyk-investorene-ryster-i-bukserne